3. maj 1949 startede Nanny og Knud Gade vognmandsforretningen Knud Gade A/S. 75 år senere er det stadig familien Gade, nu med tredje og fjerde generation, der står bag virksomheden, som i alle årene har ligget i Vejle.
I dag er Knud Gade A/S specialiseret i hejs og montering af glas og elementer til byggeriet og fabriks- og maskinflytninger for produktionsvirksomheder. Men eventyret begyndte i en hel anden boldgade.
– Min farmor og farfar startede Knud Gade A/S med en enkelt hestevogn. Hver morgen hentede min farfar mælk i spande hos de lokale bønder, som han kørte ind til Vejle Mælkekompagni i Vedelsgade. Senere på dagen kørte han byggematerialer ud til de vejlensiske boligforeninger, der blomstrede op, ligesom han leverede brunkul til opvarmning af deres boliger, fortæller direktør og medejer Martin Gade, der er barnebarn til stifterne Nanny og Knud Gade.
Nanny og Knud Gade knoklede løs fra morgen til aften
Mens Nanny passede regnskabet, hjemmet og parrets børn, knoklede Knud løs, og han gik aldrig af vejen for at tage fat. Knud arbejdede blandt andre for lokale murermestre, for hvem han hentede byggematerialer ude i grusgravene. Gruset blev læsset med skovl og håndkraft og leveret på byggepladserne. Utvivlsomt et hårdt og slidsomt arbejde. Men Knud klagede aldrig.
Vognmandsforretning investerer i første kran
Knud Gade A/S har i virksomhedens 75 års lange levetid altid forsøgt at være på forkant med udviklingen, og allerede i 1966 tog Nanny og Knud Gade en stor beslutning og investerede i virksomhedens første lastbilkran – en topmoderne FOCO kran.
I begyndelsen hentede Knud Gade A/S granitsten for et stort stenhuggeri på Vejle Havn. De blev hejst op på ladet af lastbilen og leveret til andre stenhuggerier og kirkegårde i det jyske. Investeringen i lastbilkranen var en succes, og i løbet af de næste årtier blev forretningen gang på gang udvidet i takt med den voksende ordrebog.
En sund, solid og ambitiøs familieejet virksomhed
– Præcision, punktlighed og pålidelighed har altid været et fundament i Knud Gade A/S. I kombination med dygtige medarbejdere har det givet mange langvarige kunderelationer båret af stor loyalitet gennem årene, fortæller Martin Gade, der trods et højt ambitionsniveau altid går ydmygt ind til opgaverne.
– Vi råder i dag over en moderne maskinpark med 30 lastbilkraner, der betjenes af 40 dygtige og erfarne medarbejdere, ligesom vi har mobilkraner og mobile tårnkraner i søsterselskabet KG Mobilkraner. Vi har kapacitet til at løfte langt de fleste opgaver, men vi er ikke større, end at vi er ydmyge, personlige og nærværende i vores samarbejde med kunderne, forklarer Martin Gade.
Bygget på hårdt arbejde, ordentlighed og modet til at investere
Trods den nuværende opbremsning i byggeriet ryster Knud Gade A/S ikke på hånden. De ser lyst på fremtiden, og i stedet for at afskedige i en tid med nedgang i byggeriet, har de valgt at bevare alle medarbejdere og ansætte en ny konduktør, der er opsøgende i salgsarbejdet.
– Min farmor og farfar byggede Knud Gade A/S på hårdt arbejde, ordentlighed og modet til at investere i fremtiden. Dyderne er bevaret gennem generationer og har lagt grundstenen til, at vi i dag er en sund, erfaren og stabil virksomhed, der tror på, at vi står langt stærkere, hvis vi er handlekraftige, modige og ambitiøse, understreger Martin Gade, direktør og medejer af Knud Gade A/S.
75-års jubilæet markeres fredag 3. maj fra kl. 13 på Englandsvej 3 i Vejle.
Alle kunder, samarbejdspartnere, familie og venner er velkomne.